Sensommermøde.

I strålende sol afvikledes sensommermødet i Hummerhuset, Klitmøller – lørdag den 25. oktober, kl. 12-17. Vi nød det dejlige hus og udsigten gennem de salttågede ruder. Der var 18 deltagere og 3 faglige punkter. Men først trakterede bestyrelsen i samarbejde med deres bedre halvdel en rigtig lækker frokost –  og med afdøde Poul Elsigs sidste rester af kryddersnaps gled silden ned med velbehag.

Lars Smith gav en orientering om flagermus i Nordvestjylland. Der er registreret 7 arter, heraf 2 nye. Der findes sikkert mange flere flagermus og på mange flere lokaliteter, end vi hidtil har registreret. Det er et spørgsmål om at se efter på egnede flagermuslokaliteter og ved benyttelse af kunstig lyd at finde frem til de forskellige arter.

Poul Nystrup Christensen gennemgik BFN’s 14 forslag til ny Nationalparkplan – periode 2016- 2121. Der er indkommet 81 forslag til Nationalparkplanen, hvilket er flere end 1. gang, men de tælles forskelligt, idet BFN’s 14 forslag 1. gang talte som et forslag. BFN’s forslag er næsten identiske med første forslag, hvor beskyttelse prioriteres højere end benyttelse. I Nationalparken skal der være stilhed, og mammutsportsarrangementer bør afholdes andetsteds.

Sump Hullæbe

Sump Hullæbe

Jørgen Nordkvist fortalte om arbejdet med at lave en bog om ”Botaniske lokaliteter i Nordvestjylland”. Der er 6 personer, der arbejder med at beskrive de botaniske herligheder på 37 lokaliteter i Thisted og Jammerbugt Kommuner. Bogen kommer til at indeholde 3 oversigtkort, hvor man kan se, hvor hver enkelt lokalitet ligger. Desuden er hver enkelt lokalitetsbeskrivelse ledsaget af et detailkort samt et foto af lokaliteten og 1-2 fotos af udvalgte plantearter. Bogen forventes at udkomme på et eller andet tidspunkt i 2015.